Vi bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse på forsikringsakademiet.dk. Når du klikker videre på hjemmesiden, accepterer du automatisk vores brug af cookies. Klikker du på "Acceptér cookies", ser du ikke denne boks igen.Læs mere om cookies her
Acceptér cookies
Dansk
 

Video: Målrettet uddannelse til nye bestyrelsesmedlemmer i forsikringsbranchen

1, 2, 3 START til ny obligatorisk bestyrelsesuddannelse

1. januar 2017 er en ny bestemmelse i Lov om finansiel virksomhed trådt i kraft. Det betyder, at alle nye bestyrelsesmedlemmer i forsikrings- og pensionsbranchen skal gennemføre en grunduddannelse.

Forsikringsakademiet er klar med en uddannelse, som lever op til kravene i bestemmelsen. Uddannelsen er godkendt af Finanstilsynet og kører første gang i september 2017.

I overensstemmelse med bekendtgørelsen bliver der blandt andet undervist inden for kompetenceområder som vurdering af risiko og solvens, kapitalgrundlag, hensættelser for livselskaber og skadeselskaber, finansiel rapportering og revision.

Du kan tilmelde dig her

Erfarne undervisere fra Aalborg Universitet og PwC
Uddannelsen er udviklet i samarbejde med Aalborg Universitet (AAU). Det er også herfra, at den ene underviser kommer - finansiel ekspert Lars Krull, som er studieleder for AAU Executive Business & Social Science og Seniorrådgiver i Finansiel Planlægning & Entreprenørskab.

Den anden underviser på uddannelsen er Jette Lunding Sandqvist fra PwC. Hun er Head of Actuarial Services i PwC Danmark og har flere års erfaring som underviser, bl.a. i bestyrelser.


Skal gennemføres inden for de første 12 måneder
Bestyrelsesuddannelsen er en naturlig følge af finanskrisen og de anbefalinger, som sektoren efterfølgende har fået fra Rangvid-rapporten. En af anbefalingerne går på, at bestyrelserne i banker, forsikrings- og pensionsselskaber skal professionaliseres. Det er der allerede taget forskellige skridt til – nu gælder det en obligatorisk uddannelse for nye bestyrelsesmedlemmer i forsikrings- og pensionsbranchen.

Uddannelsen skal gennemføres inden for de første 12 måneder efter indtrædelse i bestyrelsen.

- Vi er klar med en målrettet uddannelse, der lever op til lovens krav, og som giver bestyrelsesmedlemmerne en grundlæggende relevant, faglig viden. Det kræver ingen særlige forudsætninger at tage uddannelsen - den er for alle, som enten er udpeget eller valgt ind i en bestyrelse, fortæller Bjarne Dyrberg, som er markedschef på Forsikringsakademiet.