Vi bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse på forsikringsakademiet.dk. Når du klikker videre på hjemmesiden, accepterer du automatisk vores brug af cookies. Klikker du på "Acceptér cookies", ser du ikke denne boks igen.Læs mere om cookies her
Acceptér cookies
Dansk
 

Forsikringsakademiet på Folkemøde

Flere end 3.000 events og over 100.000 besøgende udgjorde grundstenene i årets Folkemøde på den populære klippeø. Så Helle Havgaard og Bjarne Dyrberg havde på forhånd snævret emnekredsen ind.

Fokus var lagt på emner, som er relevante i forhold til Forsikringsakademiet, bl.a. læring, kompetenceudvikling, digitalisering og lederkompetencer. Det gav input om alt fra disruption og robotter til micro learning og fremtidens arbejdsmarked.

Generation Z vil have udviklingsmuligheder
Der var dog endnu et emne, som var interessant for Forsikringsakademiet - set i lyset af, at vi er en del af den pakke, nye medarbejdere oplever, når de bliver ansat i forsikrings- og pensionsbranchen.

Det var debatten om, hvordan virksomheder og ledere skal tiltrække generation Z. Dvs. unge mellem 15 og ca. 30 år, der også går under tilnavnet De digitale indfødte.

- Der er ingen tvivl om, at arbejdsmarkedet, som vi har kendt det igennem mange årtier, er under forandring. I dag er hovedparten af os tilknyttet et lille antal virksomheder igennem et langt arbejdsliv. Men vi vil i de kommende år se yngre medarbejdere, som kun er committed, så længe der er udviklingsmuligheder. De har ikke tålmodighed til at blive i samme job i længere tid, men er optaget af at lære nyt og flytter sig efter det, siger Helle Havgaard.

Få kompetencer i simuleret virkelighed
De samme unge skal også motiveres til at uddanne sig, og det stiller krav til læringsmetoderne.

- Der bliver blandt andet talt meget om digitale læringsrum, hvor man med virtuelle værktøjer kan træne sine opgaver i et virkelighedsnært miljø. Det gør vi jo allerede et langt stykke hen ad vejen i form af cases og rollespil. Men så er der fx kirurgen, som træner en hjerneoperation i en simulator, inden hun står over for den virkelige patient. Kan forsikringsbranchens medarbejdere på samme måde træne i en simuleret virkelighed stillet til rådighed af Forsikringsakademiet? Det er noget af det, vi må spørge os selv om, lyder det fra Bjarne Dyrberg.

Nye medarbejdere skal hurtigt ombord
Debatten om generation Z fører naturligt over til en debat om de kompetencekrav, der stilles til Z’ernes ledere.

- Som leder handler det generelt om at få det bedste ud af de mennesker, man omgiver sig med. Derfor må man være lydhør over for medarbejdernes krav og ønsker. Og der er ingen tvivl om, at generation Z udfordrer ved at stille høje krav om spændende opgaver, formål og hyppig feedback. Derfor vil vi på Forsikringsakademiet også sætte fokus på at kunne tilbyde kompetenceudvikling målrettet ledere i forsikrings- og pensionsbranchen, fortæller Helle Havgaard og peger på, at én af de vigtige lederkompetencer er ’hurtighed’.

- Det gælder om hurtigt at kunne få nye medarbejdere med ombord i sin virksomhed og lige så hurtigt få dem gjort selvkørende i jobbet. Ellers bliver det simpelthen for tungt og dyrt – og helt uinteressant for de yngre medarbejdere, vurderer Helle Havgaard.

En plan for 2018
Folkemødet har allerede annonceret, at Bornholm også i 2018 bliver centrum for debattører, meningsdannere og andre, der ikke kan lade være med at engagere sig i samfundsaktuelle spørgsmål. Forsikringsakademiet vil også være der …

 
Solen skinnede fra en klar himmel, da Helle Havgaard og Bjarne Dyrberg tog til årets Folkemøde på Bornholm.