Vi bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse på forsikringsakademiet.dk. Når du klikker videre på hjemmesiden, accepterer du automatisk vores brug af cookies. Klikker du på "Acceptér cookies", ser du ikke denne boks igen.Læs mere om cookies her
Acceptér cookies
Dansk
 

Her bor forsikring og konditorkunst under samme tag

Vi er ret stolte på Forsikringsakademiet og Rungstedgaard i disse dage. To af vores kolleger, konditorerne Nadia og Helle, er blevet kåret som vindere i TV2’s konkurrence "Sukkertoppen", der har kørt hen over sommeren. Ud over at Nadia og Helle har demonstreret et højt professionelt niveau og stor kreativitet, fortæller deres medvirken også historien om en arbejdsplads, der spænder vidt.

- Rungstedgaard er Forsikringsakademiets fantastiske campus for alle, der uddanner sig inden for forsikring og pension. Men når Forsikringsakademiet ikke selv anvender Rungstedgaards faciliteter, så inviterer vi virksomheder i andre brancher og private til at bruge stedet som ramme for møder, kurser og fester. Den kombination gør, at vi kan udnytte faciliteterne optimalt hele året rundt - og giver samtidig en stor bredde i medarbejdersammensætningen, lige fra eksperter i forsikringsspørgsmål til eksperter i konditorkunst, fortæller adm. direktør Helle Havgaard.

Rungstedgaard markedsføres som konferencehotel

Det er især inden for de seneste 10-12 år, at der er arbejdet målrettet med at markedsføre Rungstedgaard som professionelt hotel- og konferencecenter. Ejendommen har gennemgået en markant udvikling for at gøre sig gældende på et benhårdt marked. Senest er restaurantkøkkenet blevet udvidet.

- Køkkenet er på mange måder et omdrejningspunkt for alle vores gæster. Uanset om du er på uddannelse, til møde eller til fest, tager du en oplevelse med dig hjem, som er skabt i køkkenet. Og selv om vi havde det på fornemmelsen, så er det da skønt at få bevis på, at gæsterne kan opleve nogle af landets absolut bedste konditorer, når de kommer her, siger Helle Havgaard med et stort smil.

Samarbejde skaber sund økonomi
Samlet set er de mange aktiviteter på Rungstedgaard med til at sikre en sund økonomi for Forsikringsakademiet. Overskuddet fra hotelvirksomheden går til den fortsatte udvikling og vedligeholdelse af uddannelser og faciliteter.

- I udviklingen af Rungstedgaard er der hele tiden fokus på at sikre de bedste rammer for undervisning. Vi er forsikringsbranchens eget uddannelsessted og skal først og fremmest levere læring på højt niveau. Når det er sagt, så er det sund fornuft og god forretning at få mest muligt ud af stedet. Og det er en daglig fornøjelse at se, hvordan brunch, bryllupper og store virksomhedskonferencer går hånd i hånd med vores egne uddannelser, kurser og eksaminer, siger Helle Havgaard.

Så er der historietime …


• Forsikringsakademiet blev oprettet i 1953 som Forsikringsvæsenets Akkvisitørskole.
• I begyndelsen af 1960’erne ændredes navnet til Forsikringshøjskolen.
• I 1990 blev Forsikringshøjskolen omdannet til et A/S.
• Ved 50-års jubilæet i 2003 ændredes navnet til Forsikringsakademiet.
• Forsikringsakademiet A/S ejes i dag af ca. 130 forsikringsselskaber, pensionskasser,
  forsikringsmæglere, pengeinstitutter og institutioner.
• I 1965 købte Forsikringsakademiet Rungstedgaard.
• Overskuddet fra hotel- og konferencecenteret Rungstedgaard går til den fortsatte
  udvikling og vedligeholdelse af uddannelser og faciliteter.

 
Helle Havgaard har siden 1. april i år stået i spidsen for Forsikringsakademiet og Rungstedgaard som administrerende direktør.
Vores konditorer, Nadia Mailind Groth og Helle Thrige Nielsen, tog denne sommer sejren hjem i TV2’s programserie ”Sukkertoppen”.