Vi bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse på forsikringsakademiet.dk. Når du klikker videre på hjemmesiden, accepterer du automatisk vores brug af cookies. Klikker du på "Acceptér cookies", ser du ikke denne boks igen.Læs mere om cookies her
Acceptér cookies
Dansk
 

Dimissionsfest 2017: Bliv ved med at uddanne jer – så vil der altid være muligheder ude i branchen

Igen i år har vi fejret alle de forsikringsmedarbejdere, som inden for de seneste 12 måneder har opnået en titel på Forsikringsakademiet. Denne gang havde 49 ud af i alt 132 dimittender takket ja til at lade sig hylde og modtage certifikat til lyden af klapsalver, tillykke og omgivet af venner og familie på Rungstedgaard.

Uddannelser af høj kvalitet
Talen fra branchen stod Peter Rosenlind-Nissen for. Han er direktør for rådgivning i PFA og selv uddannet fra Forsikringsakademiet. I sin tale gik han en tur down Memory Lane til sine egne år på skolebænken og kunne konstatere, at meget er sket siden da:

- Kvaliteten af uddannelser og eksamener fra Forsikringsakademiet er i dag på et meget højt niveau. Derfor kan vi blandt andet sammenligne os med det offentlige uddannelsessystem og har forløb, som fører videre til HD 2. del og MBA i universitetsregi, fremhævede Peter Rosenlind-Nissen og tilføjede, at der fortsat er brug for det høje niveau i en tid, hvor forsikrings- og pensionsbranchen er i kraftig udvikling:

- Med digitaliseringen vil en række jobfunktioner forsvinde og nye komme til. Vinderne i den udvikling er dem, som forstår at blive ved med at uddanne sig. Mit råd er derfor: Fortsæt, hvor I har sluppet nu – så vil der altid være muligheder for jer ude i branchen.

3 ting, der ruster til fremtidens jobmarked
Dimittenderne mødte også Helle Havgaard, der startede som adm. direktør på Forsikringsakademiet 1. april i år. Hun talte også om den høje kvalitet, hun har oplevet som ’fluen på væggen’ i både undervisning og eksamener.
Men det handler ikke kun om høj faglig kvalitet.

- I har uddannet jer til en branche, men I tager herfra med andre væsentlige kompetencer, der igen og igen bliver udpeget som de vigtigste på fremtidens jobmarked, sagde Helle Havgaard og nævnte tre ting:

• Nummer 1 er evnen til at dygtiggøre sig, dvs. evnen til vedholdende og disciplineret at tilegne sig
   viden, teknikker og metoder.

• Nummer 2 er evnen til at samarbejde og indgå i forpligtende fællesskaber – som I jo træner hele
  vejen igennem jeres uddannelse på Forsikringsakademiet. Og selvom det indimellem kan være lidt
  irriterende at skulle arbejde i teams, så er det i den grad med til at styrke evnen til at sætte sin
  viden i spil og bygge videre på andres.

• Nummer 3 er evnen til at lære, aflære og genlære. Om et øjeblik er den uddannelse, I lige har
  gennemgået ikke længere nok. Der vil være hjørner af den, som er irrelevant, og så skal I evne at
  aflære det og tage nyt ind, sagde Helle Havgaard.

En glædens dag
Traditionen tro tog en af årets dimittender ordet – denne gang Ahmad S. Abdullatif, certificeret pensionsrådgiver fra PFA. Han leverede en flot tale, hvor han blandt andet samlede op på de følelser, der trænger sig på ’en dag som i dag’.

- I dag er uden overdrivelse en glædens dag oven på en rejse igennem lærdom og indsigt. Og ligesom på andre lange rejser har der undervejs været nerver, feber, stress og måske ind imellem tårer. Når vi alligevel kan afslutte rejsen med oprejst pande, skyldes det især vores fællesskab og samarbejde, sagde en glad Ahmad S. Abdullatif.

Fejringen blev rundet af med hjernesmart underholdning af sociolog og tidligere jægersoldat, Nikolaj Moltke-Leth. Fra scenen delte han ud af sin viden og erfaringer om veje til succes og gjorde sit for at motivere dimittenderne til at tage de næste skridt ud ad karrierevejen.

I 2018 er dimissionsfesten planlagt til lørdag 6. oktober, her er det dimittender fra andet halvår 2017 og første halvår 2018, som bliver fejret.

Du kan se dimittender fra de foregående år her

 
Peter Rosenlind-Nissen, direktør i PFA, under sin tale.
Helle Havgaard, direktør på Forsikringsakademiet.
Ahmad S. Abdullatif, certificeret pensionsrådgiver fra PFA gav årets dimittendtale.