BurgerCloseSearchCart
Profile

Hvad leder du efter?

Search

[0.34] Forhandlerens motorforsikringer

Tag med på dette intensive 3-dageskursus, og få styr på forhandlerens særlige udfordringer

Har du helt tjek på, hvornår risikoen overgår fra den ene forsikring til den anden, når forhandleren sælger en bil, og når bilen er i forhandlerens varetægt ved service/reparationer/prøvekørsel/kommission/transport og underleverandører? Hvordan forholder forhandleren sig, når bilerne skal prøvekøres eller udlejes, og hvornår er han ansvarlig for de skader, der sker under eller som følge af fx arbejde på bilen?

På dette kursus fokuserer vi på, hvad de enkelte dækninger omfatter, om forhandler- og værkstedsforsikringen skal dække, eller om skaden er omfattet af og skal dækkes af en anden forsikring. Du lærer også, hvordan du sikrer, at du får alle de relevante oplysninger, som du skal bruge for at kunne tage stilling til dækningen under forhandler- og værkstedsforsikringen.

Vi arbejder med forsikringsbetingelser, dækningsomfang, dobbeltforsikring, brandaftalen, bekendtgørelserne og prøveskilte. Vi kommer også omkring emner som tyveri kontra bortkomst, om der er andre solidarisk erstatningsansvarlige skadevoldere, og i hvilke situationer selskabet kan gøre regres mod forhandleren.

På de områder hvor der findes relevant doms- og ankenævnspraksis, vil vi henvise til det.

Efter kurset

  • Du har styrket din viden indenfor forhandlerens forskellige motorforsikringer: Forhandler- og værkstedsforsikringen, prøveskilte og udlejning
  • Du er klædt på til at få relevante oplysninger fra start, når forhandleren anmelder en skade
  • Du er bedre til at vurdere, om skaden er dækket, og til at forklare, hvorfor skaden ikke er dækket af forsikringen
  • Du har indsigt i motorens opbygning
  • Du er opdateret på de nyeste tendenser indenfor mistænkelige sager og ny teknologi, og i hvilke situationer vi og forhandleren skal være opmærksomme, fx inden for tyveri og forsætlig påkørsel.
  • Du er klogere på risikoovergangene og de forskellige situationer, som forhandleren skal være opmærksom på i hverdagen - herunder skadeforebyggelse

Kursusform
Vi arbejder med oplæg, dialog og cases.

Underviserne sørger for et stærkt program for de 3 dage med plads til spørgsmål, dialog og erfaringsudveksling.

Undervejs får vi besøg af en taksator, hvor vi taler om udfordringerne ved behandlings- , bearbejdnings-, og væske-/bundpropskader. Vi får også besøg af en undersøgelseskonsulent.

Undervisere
Forsikringsakademiets undervisere er fagspecialister fra forsikrings- og pensionsbranchen. På dette kursus møder du:

Marianne Stavad Finn Højlund Olsen

Kursus i skønne omgivelser

Kursus i skønne omgivelser

Kurset bliver afholdt på Rungstedgaard, der ligger lige ud til havet i Rungsted.

På alle årstider kan du nyde udsigten og naturen i parken. Du kan også gå eller løbe en tur i skoven - eller låne en cykel til en lille tur op ad Strandvejen. Du vælger!

Læs mere om Rungstedgaard her

Relevant for dig?

Kurset er målrettet dig, der arbejder med behandling af skader indenfor forhandler- og værkstedsforsikring.

Er du assurandør eller kundebetjener, og beskæftiger du dig med forhandler- og værkstedsforsikring, kan kurset give dig større indsigt i forsikringens dækning, så du kan give forhandleren den bedst mulige rådgivning.

Forløbet

Kurset har en varighed på 3 hele dage med overnatning og forplejning på Forsikringsakademiet - Rungstedgaard.

Første kursusdag starter 9.00 og sidste dag slutter kl. 16.00. Aftenerne byder også på undervisning.

Tilmelding
Du skal tilmelde dig via uddannelsesafdelingen i dit selskab.

Ved tilmelding bliver der automatisk booket værelse til dig på Rungstedgaard. Har du brug for yderligere overnatning i forbindelse med kurset, skal du selv tage fat i Booking

Pris

Aktionærfordel: 3-dageskursus inkl. materialer, overnatning og forplejning 13.445,00 kr.

Øvrige: 3-dageskursus inkl. materialer, overnatning og forplejning 15.995,00 kr.

Gå til indkøbskurv...