Adgangskrav, merit, dispensation og realkompetencevurdering
Som udgangspunkt er vores ønske at give flest mulige adgang til mest mulig uddannelse.
Men når der alligevel er adgangskrav til moduler og eksamener, skyldes det et hensyn til kvalitet og faglighed.
Der er ofte nogle forudsætninger, som skal være på plads for, at den studerende kan følge med og få udbytte af undervisningen. Og al erfaring viser at grundlaget for at tilegne sig ny viden og kompetencer er stærkere, når alle studerende har samme faglige udgangspunkt.
Adgangskravene er typisk andre af vores moduler og eksamener indenfor samme faglige område.
Giver adgang til andre uddannelsesinstitutioner
Dine uddannelser fra Forsikringsakademiet kan tilsvarende være adgangsgivende til fag og forløb hos andre uddannelsesinstitutioner.
Hvis du har gennemført niveau 3 og/eller niveau 4 har du bl.a. mulighed for at søge ind på Akademifag som Projektledelse og Ledelse i praksis.
Og med vores Brobygningsforløb kan du få adgang til HD2 og MBA på Aalborg Universitet.
Hvad er mulighederne, hvis du ikke opfylder de formelle adgangskrav?
I mange tilfælde kan viden, kvalifikationer eller kompetencer du har opnået tidligere åbne døre til nye uddannelser. Hvis den faglighed, du allerede har opnået, er relevant og dokumenterbar, er det muligt at visse fag eller eksamener kan godtgøres i den uddannelse, du skal i gang med.
Din vej ind i et af Forsikringsakademiets uddannelsesforløb afhænger af, hvilken uddannelse du eventuelt allerede har fra det offentlige uddannelsessystem, og om den giver merit eller grundlag for adgangsprøve.
På samme måde vil din uddannelse fra Forsikringsakademiet give dig mulighed for merit, dispensation eller en realkompetencevurdering i forhold til en offentlig uddannelse.
Det er altid en individuel vurdering
For at vurdere om der kan gives adgang, bliver der kigget grundigt på den enkelte ansøgers faglige baggrund.
I tvivlstilfælde kan der indgå en supplerende faglig test i vurderingen.
Du ansøger via dit selskabs HR-afdeling og ansøgning inklusive relevante bilag sendes til Kundeservice på kundeservice@foak.dk.