Overordnet set er tilfredsheden høj på alle undersøgelsens hovedområder: kvalitet, udbytte, udbud, information samt service og samarbejde. Det er dejligt, at vores service og samarbejde får topkarakterer med en score på 5,3 ud af 6. Kvalitet og udbytte ligger også flot med 5,1 og 5,0, mens udbud og information scorer henholdsvis 4,8 og 4,7.
Vi kan dog se, at der er et lille fald i tilfredsheden med kvaliteten og udbyttet af uddannelserne siden 2022. Andelen af ’meget tilfredse’ er gået fra 88% til 80%. Omvendt er der fremgang i tilfredsheden med vores udbud, især moduluddannelserne, hvor 77% nu er ’meget tilfredse’ mod 68% i 2022.
Vores AIP-koncept (Advanced Insurance Programme) var et særligt fokuspunkt i årets undersøgelse.
Desværre viser resultaterne, at kun 15% føler, de har et godt kendskab til konceptet. Mange nævner, at de enten ikke har hørt om det eller stadig opfatter det som nyt. For de, der kender AIP, er der ønsker om flere fag og indhold.
Vi tager denne feedback med os og vil arbejde på at gøre konceptet mere kendt og relevant.
Undersøgelsen viser også, at kundeservice stadig er en af vores stærke sider. 91% er ’meget tilfredse’ med vores kundeservice – en lille fremgang fra 89% i 2022. Derimod er tilfredsheden med vores kundechefer faldet fra 98% til 90%, men det er stadig meget højt. Det ser vi som en opfordring til at fortsætte med at den høje service og sikre den bedst mulige sparring.
Undersøgelsen peger på tre områder, vores kunder prioriterer i fremtiden: digitalisering, forebyggelse og kommunikation.
Det er temaer, der afspejler udviklingen i branchen og behovet for at udvikle medarbejdere og give dem nye kompetencer, så de er klar til fremtidens udfordringer.
Undersøgelsen giver os værdifuld indsigt i, hvad vi gør godt, og hvor vi kan blive bedre. Vores fokus fremover vil være på:
- At øge kendskabet til AIP.
- At tilpasse vores uddannelsestilbud inden for de mest efterspurgte områder.
- At forbedre vores kommunikation, så vores hjemmeside og nyhedsbreve fortsat er brugervenlige og relevante.
Helt generelt er vi dog stolte af de mange positive tilkendegivelser, men vi er også klar til at tage fat, hvor der er plads til forbedring. Sammen med jer vil vi sikre, at FOAK fortsat er en vigtig samarbejdspartner i udviklingen af kompetencer i forsikringsbranchen.