ForsikringsakademietFOAKlearnKrydsfeltet

Du er på lige fod med kollegerne og får hurtigt ansvar

Finanselevuddannelsen giver dig en 2-årig prøvetid, hvor du har mulighed for at vise, hvad du kan, og hvad du står for, fortæller Jonas Visøfeldt. Læs, hvad han mere fortæller om uddannelsen her

"Jeg havde haft et par sabbatår efter gymnasiet, og var klar til at komme i gang med noget mere struktureret. Men jeg kunne ikke rigtig se mig selv sidde med næsen i bøgerne de næste 3 til 5 år. Så på den måde var finanselevuddannelsen ret perfekt.

Altså det der med, at du pludselig sidder og åbner en bog og læser om noget, som du faktisk kan tage med dig på arbejde! Det gjorde, at min indfaldsvinkel til at gå i skole blev en anden, fortæller Jonas, som søgte ind i virksomheden Forca – og fik elevpladsen", fortæller han.

På lige fod med kollegerne

I Forca har Jonas opbygget en grundlæggende viden om pension og forsikring gennem skole, studier og arbejde.

"Det gør, at du virkelig kan bruge din viden i hverdagen. Fx når du skal formidle noget svært stof på menneskesprog. Det tiltaler mig helt vildt".

Noget, der også tiltaler Jonas, er, at man som elev er ansat i virksomheden i længere tid. Det giver, hvad han kalder ’en 2-årig prøveperiode’, hvor du virkelig kan vise, hvem du er, og hvad du kan.

"Som elev bliver du ret hurtigt del af teamet. Det vil sige, at du er ligestillet med dine kolleger, og du har noget at skulle have sagt. Man bliver ikke bare gemt væk ovre i et hjørne eller sidder og triller tommelfingre, eller får en eller anden kedelig elevopgave".

Men hvordan er det lige med det sociale, når de fleste af kollegerne er meget ældre end en selv?

"Altså, nogle vil jo søge at få ’gymnasie part II’, når de skal vælge uddannelsesvej. Det vil sige noget meget socialt og sammen med mennesker på ens egen alder.

Sådan er elevuddannelsen ikke, fordi du er ansat på en arbejdsplads og har dit tilhørsforhold der.

Men på mit elevhold arrangerede vi forskellige sociale ting udover skolen, så man bestemmer lidt selv, hvor meget den del skal fylde", fortæller Jonas.

En uddannelse med muligheder

Da den afsluttende eksamen var i hus, blev Jonas umiddelbart efter fastansat i Forca, som pensionsrådgiver.

Han er allerede tilmeldt mere uddannelse på Forsikringsakademiet, og ser en masse muligheder forude.

"Mulighederne i branchen er mange, og det, synes jeg, er befriende. Så fordi du vælger at blive finanselev som 20-årig, sidder du altså ikke med det samme arbejde indtil den dag, du går på pension", fastslår Jonas.

Gå til kurven...