Hvad skal vi med IDD?

Krav, regler, dokumentation og compliance er langt fra nyt i den finansielle sektor. I Danmark er vi vant til at sikre professionel og kompetent rådgivning og vejledning. Faktisk har forsikrings- og pensionsbranchen i mere end 60 år haft et velfungerende uddannelsessystem med ét fælles formål, nemlig at sikre et højt kompetenceniveau.

Det nye er, at det nu ikke kun er branchen selv, der stiller krav. Nu er der også lovmæssige krav om at kunne dokumentere sine forsikringsfaglige kompetencer.

De seneste krav findes i EU-direktivet, Insurance Distribution Directive – IDD, som er implementeret i de enkelte EU-lande ved national lov. Herhjemme via Lov om forsikringsformidling (i resten af artiklen kaldet ’loven’).

Set i et uddannelsesperspektiv er kompetencekravsbekendtgørelsen (i resten af artiklen kaldet ’bekendtgørelsen’) særligt interessant. Med hjemmel i loven har Finanstilsynet i Danmark udarbejdet en bekendtgørelse, som beskriver de kompetencemæssige krav, forsikringsdistributøren og forsikringsformidleren skal leve op til for at kunne distribuere forsikringer. Kompetencekravene skal sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, og netop det emne er gennemgående i både direktivet, loven og bekendtgørelsen:

”Direktivet fastsætter samtidig et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og stiller krav om, at virksomhederne skal tage hensyn til kundernes interesser og behov…”
(Forslag til Lov om forsikringsformidling, indledning)

Et højt forbrugerbeskyttelsesniveau tager afsæt i kundens interesser og behov. Netop det er et kardinalpunkt i forhold til de krav der stilles til rådgivning og vejledning om forsikrings- og pensionsprodukter:

”Kompetencekravene skal bidrage til at sikre en høj grad af professionalisme i branchen, ligesom kompetencekravene vil medvirke til at øge kundernes tillid til, at de enkelte medarbejdere i branchen er kompetente til at yde rådgivning og vejledning.”
(Forslag til Lov om forsikringsformidling, indledning)

IDD tager hånd om forbrugerne
IDD handler i vid udstrækning om at stille skarpt på kundens forsikringsmæssige behov og interesser, lige fra udvikling af forsikringsproduktet til rådgivning om løsningen for den enkelte kunde.

Og det formål findes også i loven: ”Lovforslaget vil sikre en øget forbrugerbeskyttelse…” (Forslag til Lov om forsikringsformidling, indledning).

I den forbindelse er det væsentligt at få defineret, hvornår dit ansvar starter og slutter. Loven bruger begreberne distribution og formidling, men hvordan skal vi forstå det?

Hvad vil det sige at distribuere?
Distributionsbegrebet er centralt, både fordi der er tale om mere end bare salg, og fordi det har direkte betydning for, hvilke medarbejdere der er omfattet af loven.

Loven definerer i §2, stk 1 forsikringsdistribution sådan her:

a) Den virksomhed, der består i at rådgive om, foreslå eller udføre det indledende arbejde i forbindelse med indgåelse af forsikringsaftaler, at indgå sådanne aftaler eller at medvirke til administrationen og opfyldelsen af sådanne aftaler.

b) Den virksomhed, der består i levering af oplysninger om en eller flere forsikringsaftaler i overensstemmelse med kundernes valgte kriterier via en hjemmeside eller andre medier og udarbejdelse af en prioriteret liste over forsikringsprodukter, der omfatter pris- og produktsammenligninger eller rabat på prisen for en forsikringsaftale, hvis kunden er i stand til direkte eller indirekte at indgå en forsikringsaftale via det pågældende medie.

Begrebet omfatter altså både en fysisk distributionskanal og en webbaseret distributionskanal. Og – nok så vigtigt - forsikringsdistribution er udover selve distributionskanalen også at rådgive, at foreslå, at udføre det indledende arbejde, at indgå aftaler og at medvirke til administrationen af aftalen.