Naturligvis er vi på FOAK glade for, at kunne byde flere og flere unge velkommen som finanselev i forsikrings- og pensionsbranchen. Men vi er dog blevet nysgerrige på, hvad der tiltaler dem, i stedet for at takke ja til en fast stilling, og følge uddannelsen der hører med den.
Hvad er det, der frister?
En af disse særligt summende dage, fangede vi Magnus Baagøe. Der var kun et par måneder til, at han kunne notere '2 år som finanselev hos TopDanmark' på CV'et, og han havde netop bestået sin afsluttende eksamen - mere end tilfreds. Vi spurgte ham, hvad der fik ham til blive finanselev i branchen.
”Min søster har været finanselev i forsikringsbranchen, og er glad for stadig at være en del af den. En dag snakkede vi dybere omkring de opgaver, hun dagligt arbejder med. I den snak blev jeg klar over, at hendes arbejdsopgaver faktisk mindede meget om dem, jeg selv sad med i mit daværende arbejde - i en helt anden branche. Der var bare mange flere udviklingsmuligheder på hendes vej end på min”, fortæller Magnus Baagøe.
Et dybere kendskab
Udover mange udviklingsmuligheder i forsikrings- og pensionsbranchen, var der en ting, der også fangede Magnus Baagøes interesse.
Som han selv siger det, "Man kommer rundt i huset. Jeg kan tydeligt mærke, at jeg kender folk i flere afdelinger. Det er både hyggeligt, når jeg møder dem i kantinen og på gangene, men også hvis jeg har brug for hjælp – så ved jeg, hvem jeg skal gå til", fortæller han, og fortsætter afsluttende,
”Jeg startede som elev i rejse- og skadesafdelingen. Efter et år rykkede jeg til kundeservice, og det har virkelig givet mig et stort indblik i de to afdelinger. Og også et bredere kendskab til branchen i det hele taget, så jeg oplever, at jeg bedre kan hjælpe kunderne, fordi jeg nu har en baggrund som finanselev”.